fredag den 20. august 2010

Sjovt spil fra Lego - Minotaurus


Jeg har netop fået et nyt Lego spil - altså sådan et 'gammeldags' brætspil. Det hedder Minotaurus, og min 8-årige søn og jeg synes det er ret sjovt. Først skulle spilleplade og brikker samles efter en helt almindelig Lego-opskrift - det syntes den 8-årige var rigtig fedt. Og så var det ellers bare igang med at slå med terningen, og forsøge at få sine riddere (de hedder 'helte') hurtigst gennem en labyrint, og modspilleren kan sætte forhindringer op, eller lade 'Minotauren' slå ridderen hjem.

Der hvor det bliver rigtig sjovt er når man begynder at udvikle spillet videre selv. Man kan lave om på spillepladen, terningen og reglerne, og det har vi indtil nu fået nogle sjove spil ud af. Det er en sjov måde at lære, hvad konsekvensen af en ny regel er.

Spillet vil være sjovt for både drenge og piger, men desværre er spillet bygget meget op om et drengeunivers, så det kan være svært at tiltrække pigerne til at spille med - så det ville være sjovt, hvis Lego kunne lave et lidt mere køns-neutralt univers.

onsdag den 29. april 2009

Hvorfor kan man ikke gå til nanoteknologi?

Jeg har netop været til 'Forskningens døgn 2009' med min søn, hvor nogle engagerede og inspirerende studerende fra Nano-Science Centret på Københavns Universitet viste sjove eksperimenter til børn.

Alle var begejstrede for eksperimenterne, der både bestod i at lægge Mentos i en 1½ liter cola light og se et springvand af cola komme op af flasken, og lave slim og kugler af kartoffelmel og vand. Samtidig kunne de studerende fortælle, hvorfor colaen sprøjtede op af flasken, og kartoffelblandingen blev til slim. Det må man sige var nanoteknologi for børn!

Min søn var meget begejstret, og spurgte om man ikke kunne gå til nanoteknologi, men hverken de studerende fra Nano-Science Center eller jeg som forælder kendte til noget sted, hvor man kan have nanoteknologi som fritidsinteresse, og gå til det...hvis der er nogen af jer, der kender til steder, hvor man kan gå til nano eller andre naturvidenskabelige fritidsinteresser, så skriv endelig til mig.

fredag den 14. november 2008

Når leg er afstressende

Der findes meget interessant ny forskning om sammenhængen mellem leg, læring og kreativitet. Den ungarske psykolog, professor Mihaly Csikszentmihalyi er kendt som ophavsmanden til teorien om flow. Flow er, når vi glemmer tid og sted, og fordyber os i en aktivitet, samtale eller opgave og alt andet uvedkommende forsvinder. I flow-tilstanden kan man blive kreativ, være åben for læring, føle sig lykkelig, føle at livet giver mening, og det kan endda være stressdæmpende. Der kan være mange måder, at nå til flow-tilstanden, men ofte er det det børn oplever, når de er opslugt af en god leg. Så prøv at lade dig opsluge af dit barns leg og føl dig afstresset og fuld af energi bagefter!

tirsdag den 11. november 2008

Et godt bud på kobling af leg og læring derhjemme

I sidste uge så jeg en udsendelse på DR1, hvor de omtalte noget rigtig spændende lærende legetøj fra Brain-Power. Det var alt lige fra landkort og globusser, hvor man kunne mærke havdybder og bjerghøjder, til molekyle-samlesæt. Den slags legetøj henvender sig rigtig godt til 'røre-børn' (læs mere om læringsstile og røre-børn her), og børn som i det hele taget er interesseret i naturvidenskab, geografi, anatomi og elektronik. På http://www.brain-power.dk/ kan man købe meget forskelligt lærende legetøj, men jeg har også haft rigtig stor glæde af videnskabsmuseernes butikker - prøv fx Experimentariums butik: http://www.experimentikken.dk/ - de har endda lavet en færdig pakkekalender med spændende ting fra deres butik - fås både til drenge og piger.

Så kom julen til Legekufferten

Jeg ved godt, at det kan føles lidt tidligt med alt juleriet, men det er efterhånden så mørkt uden for og pakkekalendrene skal være klar om ganske få uger...derfor har jeg lagt en masse idéer til julepynt, julebag, julelege og ikke mindt forslag til, hvor man kan købe julegaver og pakkekalendergaver online.

Hvis I har forslag til nogle sjove julelege eller gode online butikker må I meget gerne skrive det på bloggen. God fornøjelse...og god jul!
http://www.legekufferten.dk/

torsdag den 30. oktober 2008

Huskespil så de mindste også kan være med



Nogle gange kan det være svært at spille huskespil med de allermindste. Men her er der et forslag til en alternativ måde at spille huskespil på med, så de 3-4-årige også kan være med.

Reglerne
En voksen deltager lægger alle brikker i par med billedet opad. Hvert barn skal nu efter tur vælge en brik med et billede. Barnet får den ene brik, og den anden bliver lagt med bunden i vejret midt på bordet. Når alle brikkerne er fordelt, skal børnene efter tur vende én brik midt på bordet, og hvis det er et at de billeder de allerede har får det stikket, og de får en tur til. På den måde skal børnene kun vende en brik ad gangen, og de skal kun prøve at huske hvor brikkerne med de billeder, som de selv har ligger.

Annonce

mandag den 27. oktober 2008

Sunde børn og grønne pandekager


Der er netop kommet en ny bog ('Æblekinder og kondisko'), hvor der bliver sat fokus på, hvordan man kan få sund mad og motion til at blive sjovt for hele familien.

Budskabet i bogen er, at sund mad og motion ikke skal blive et pres og endnu en stresfaktor i ens hverdag. I stedet skal man forsøge at lave små ting om i hverdagen skridt for skridt og få indført små sunde rutiner.

Forfatteren Berit Elkjær foreslår blandt andet, at man kan lave en madplan, og at hvert aftensmåltid kan planlægges om en bestemt grøntsag. Med inspiration i den tankegang kan man gøre det samme når det gælder hyggestunder, snacks og mellemmåltider. I weekenden havde hele familien lyst til pandekager, og for at det hele ikke skulle gå op i sukker og tomme kalorier, prøvede vi at blandet revet squash og banan i dejen - resultatet blev super-lækre lysegrønne pandekager til hele familiens store glæde. Jeg har naturligvis lagt opskriften på Legekufferten.dk under 'Leg og madlavning'. God fornøjelse! www.legekufferten.dk/Opskrifter/groenne-pandekager.htm